En god lejlighedssang der beskriver noget om mig.

Melodi: Den danske sang er en ung blond pige…

Den danske sang har i Jørn just fundet
En ridder tapper med ånd og smag.
Han mangt et slag har for hende vundet,
Når hun blev nedgjort i fremmed lag.
Han salmebogen gør kendt for folket,
Men højst elsker han dog den blå.
Dens nye strofer har smukt han tolket,
At ingen skal dem nu mer´ forsmå.

At gå på aftægt det godt kan være
I længden, fandt han, lidt gråt og trist.
Så han begyndte at gå i lære
Som kirkesanger og organist.
Klaveret blev til et flygel skiftet
Og prækestolen til orgelbænk.
Det genlyd gav over hele stiftet.
Emeritusse og skjald, nej tænk!

Som pianør i de norske fjelde
Han også gir den ved vintertid.
For luksusliv han hver kvæld må trælle,
Mens sneen daler så tyst og hvid.
Fra gry til gengæld med ski på såler
Han svinger staven så fuglefri
I friluftspool´en hvor karsk han crawler,
Han end sin aftensang stemmer i.

Den danske sang fik spaghettikrøller,
Da han den sang udi pavens Rom.
Mod græske ø´r den i bølger skyller,
Men tappastreg mest den lyder som,
Når hist på Solkysten gas han gi´r den
I den om sømandens våde grav.
Med stamp i gulvet turneret bli´r den,
Alt mens han springer en hel oktav.

Ved Dødehavet har og han kvædet
Til undren stor for de stammer tolv.
Men menigheden det vist har glædet,
Der fylket var som hans rejsehold.
Og fra Massadas den golde klippe
Han sang har løftet sig ung og glad,
Så mangen måtte en tåre slippe;
Og ekko klang over ørknen flad.

Ja, han får tonerne til at klinge
I kirke, hjem og forsamlingshus,
Så taget letter på sangens vinge.
Men ”Helan går” over bredfyldt krus.
Og for at synge vi her er bænket,
Lad Helan derfor kun fortsat gå.
Hans otium blev til sangen skænket
Så gid, han mængder deraf må få.

Skrevet af en god ven, professor Lise Bek, til afsyngelse ved en festlig lejlighed.